Én gang welsh, altid welsh

En hver hestepiges drøm må være at starte eget stutteri. Eller det var i hvert fald vores drøm, dengang vi var små.

Dengang løb vi rundt i haven med en bambuspind og legede "hest"... Vi er kusiner, men har altid hængt sammen og snakket til hinanden, som var vi søskende.

Vi startede vores kendskab til hestene på en rideskole ved at gå til ridning sammen, et par gange om ugen i mange år. Da vi blev teenagere og mere erfarende ryttere, blev vi tilbudt at få parter på nogle ponyer på et lille stutteri. Stutteriet avlede welshponyer i sectionerne C og D.
 
Vi fandt hurtigt de dyr, som vi kunne lide – cob hopperne Arddyn Mayflower (jessi) og Dorthealyst Epsilon. Vi fik straks smag for racen, for den kunne yde alt det vi ville indenfor ridningens verden og ponyernes store personlighed viste sig hurtigt, at fange vores hjerter. De ponyer vi havde part på, var ikke bare almindelige ponyer som dem vi kendte fra rideskolen.

Vi kom meget på stutteriet og der fik vi en masse erfaring i omgangen med ponyerne, da der var ponyer i alle aldre.  

Hvert år tog vi på stutteribesøg til bl.a. Valhalla og Dorthealyst, for at se deres føl. Det var altid spændende at følge med i hvilke føl der var kommet eller hvis der var ankommet nye avlsdyr. Vi tog også med til andre arrangementer som Welshforeningen stod for eller hvor welshponyen deltog.
Så man kan sige, at vi nok er blevet lidt miljøskadet af dette. Men alle disse ture har virkelig lært os meget gennem årene. Det ville vi ikke have været foruden.

Debuten med at fremvise ponyer, startede til Plageskuet på Dorthealyst i 2002, med en 1 års plag fra stutteriet hvor vi red, og senere til Welshponyernes dag på Tusenæs med Jessi.
Det var Camilla der begge gange fremviste ponyer. Dengang var det noget der skulle prøves, fordi vi havde muligheden, og fordi vi syntes det kunne være sjovt.

Vi har lært rigtig meget fra 1. gang vi var i ringen og så til nu, takket være de søde og hjælpsomme mennesker der er i welshforeningen.

Vi fik for alvor blod på tanden, med hensyn til fremvisning i showringen, efter Jessi’s føl Joey kom til verden. Her var muligheden for at starte med sin egen pony, lige fra plageskuet på Dorthealyst som 1 års og frem til den endelige kåring som 3 års.

Vi havde længe leget med tanken om at starte vores eget stutteri op, men vi manglede rammerne. I foråret 2009 dukkede muligheden op og det blev en realitet. 

Vi glæder os utrolig meget til at komme frem på de danske showbaner og fremvise ponyer med vores eget præfix. Vi har valgt navnet Vica, fordi det er en kombination af vores navne, men derudover er det også lidt symbolik i navnet.

Vicky & Camilla