Glædelig jul 2022
Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul. Vi håber at i får en fantastisk tid, med dem i holder allermest af.
M&M Christmas Show 2022
Showet blev i år afholdt, i de gode rammer på Holbæk Rideklub. Tak til Mountain & Moorland Danmark for atter engang, at stable et godt show på benene.
Vi havde tilmeldt 2 ponyer til dette show - Jubilee og Esmeralda.
Jubilee har jo prøvet at være til show før, så hun skulle blot med for at få lidt mere erfaring.
Flot fremvist af Heidi Borch, indtog de ringen og imponerede dommeren, som belønnede Jubilee som klassevinder med 43 point - Dagens højeste score!
Dermed var hun sikret en plads til konkurrencen "Bedst i racen" med mange rigtig gode welsh-repræsentanter. Her tildelte dommeren hende titlen "Bedst i racen" og som om dette ikke var nok, så blev hun senere på dagen udpeget som BEST IN SHOW!!!
Esmeralda havde sin debut til show og tilmed uden sin mor. Det er altid spændende at medbringe føl og se hvordan de tager hele oplevelsen, men Esmeralda var totalt sej og cool, trods der var mange indtryk, at fordøje på sådan en lang dag.
Hun fik vist sig ganske tilfredsstillende i ringen og blev belønnet som nr. 2 i klassen med 39 point - Dagens bedste welshføl og ligeledes kvalificeret til "Bedst i racen".
En rigtig fin dag for begge vores ponyer og vi kunne ikke være mere stolte af vores avl!
Efteråret er landet
Ponyerne kom på stald i slutningen af september og årstiden for staldarbejdet er i fuld sving. Dagene bliver kortere men efteråret kan nu noget helt særligt alligevel, med de mange flotte farver som naturen pryder os med.
Fravænningen af årets føl er også sat i proces. Føllene sover i deres egen bokse om natten, men går med hopperne på folden om dagen. Det har vi haft god succes med alle årene og fravænningen sker altid uden stress. Når tiden er den helt rette, har hopperne altid selv sagt fra overfor føllene og så er mælkebaren definitivt lukket.
Føllene vokser godt, og vi fik målt dem den anden dag. Simsalabim måler nu 123 cm og Esmeralda måler 126 cm, hvilket må siges at være en god passende størrelse hos dem begge.
Og når vi nu alligevel havde stangmålet fremme, så kunne vi lige så godt få målt Jubilee og Ruby. De måler henholdsvis 145 cm og 155 cm. Så konstateringen blev, at Jubliee faktisk slet ikke er så lille som først antaget. Det snyder blot øjet, da hun jo går sammen med Ruby, som trods hendes kun 2,5 år må siges at være en stor model.
Simsalabim er solgt
Vi kan nu offentliggøre at Simsalabim har fundet sit nye 5-stjernet hjem hos en helt fantastisk familie. Vi kunne ikke have ønsket os et bedre hjem og det bedste af det hele er, at vi kan følge ham på tæt hold, da Karina og familie har Welshponyer i forvejen og er aktive deltagere ved div. Welsh-arrangementer.
Vi ønsker jer alt muligt held og lykke med denne skønne basse.
Fotoshoot med Nini Skjoldager
Den 26.06.2022 havde vi besøg af Nini, som er en super dygtig fotograf. Hun kom med rundt på foldene og fik knipset nogle skønne billeder af alle ponyer.
Flere af dem er allerede offentliggjort på vores Facebookside, men der opdateres selvfølgelig også herinde på deres respektive sider. Dog har føllene ikke deres egne sider endnu.
Forskellige rekvisitter måtte i brug, for at få de perfekte billeder - Her stifter Jubilee og Ruby bekendtskab med en paraply for første gang i deres liv.
Vicas Simsalabim - Søger et nyt fantastisk hjem.
Vicas Esmeralda - Forbliver indtil videre hos os.
2 drægtige hopper - Vi glæder os til årgang 2023
Igår mandag, havde vi dyrlægen på besøg for at drægtighedscanne dette års ifolede hopper. Vi kan med glæde oplyse, at begge hopper er drægtige - tilmed i 1. forsøg og gemmer derfor på et lille nyt liv.
Faith er ifolet med Abergavenny Joshua som er ejet af Stutteri Adlais. Med denne kombination håber vi på, at få en pony-model tæt på Jubilee.
Epica er ifolet med Borchs Jitterbug som er ejet af Stutteri Borch. Her håber vi på at Jitterbug kan bidrage med hans gode front og bevægelse. Fælles for begge hingste er, at de er unge og uprøvet i avlen, så det bliver rigtig spændende at se resultatet af kombinationerne i 2023.
Sommer = sommergræs
Så blev det igen tid til sommerferie for vores unghopper. Jubilee og Ruby trives og nyder godt af græsset.
Plageskuet på Dorthealyst
I sidste weekend deltog vi med Jubilee og Ruby til Plageskuet på Dorthealyst. Det er flere år siden, at vi har udstillet ponyer, så det var med lidt spænding og nervøsitet at disse 2 "corona-ponyer" var tilmeldt.
De var dog ganske flinke at have med i byen og tog det hele rigtig pænt. Også selvom det var lidt svært at være tålmodig og undvære sin bedste-ven, mens man skulle bedømmes af dommerne og være "alene" i ridehuset.
Jubilee vandt hendes klasse med 8 i helhed og Ruby stod nr. 2 med 7 i helhed. Begge ponyer fik en helt fair beskrivelse på dagen.
Særligt Ruby er præget af, at være en forvokset pony-teenager (153 cm) som pt. er lidt uharmonisk. Men hun skal blot have tid, og så kommer hun til at minde utrolig meget om hendes mor Ruska.
Begge deres sider er ligeledes opdateret med resultatet.
Lidt nye billeder..
Camilla kom forbi stalden og havde selvfølgelig mebragt kameraret. Det kom der følgende billeder ud af.
Vicas Magic Jubilee, 3 års hoppe og Vicas Comtess Ruby, 2 års hoppe. De er begge tilmeldt plageskuet på Dorthealyst d. 30.04.2022.
Vicas Epica, som bare klarer mor-rollen så fantastisk godt. Vicas Esmeralda nu 1 uge gammel.
Vicas Simsalabim - En ordentlig basse på 1 mdr. og så er han en vaskeægte selskabspapegøje, der ikke siger nej til en hyggestund på folden.
Dommeruddannelsen bestået
Lørdag d. 16.04.2022 bestod Vicky sin uddannelse som dommer i Welsh pony og Cob avlen i Danmark. En dag der var set meget frem til, efter flere år i uddannelse og lidt "udsættelse" pga. corona.
Årets 2. føl - Sort hoppe
Den 15.04.2022 folede Vicas Epica et skønt hoppeføl efter Rotherdale Rhodri. En stor dag, at se sit første 2. generationsafkom komme til verden. Epica har klaret den nye rolle som mor til UG, og vi er meget stolte af hende og lettede over, hvor nemt det hele er gået. Hvis i er nysgerrige og gerne vil se Vicas Esmeralda, så findes der lidt video af hende på vores Facebook side. Der bliver opdateret med nye billeder, af begge føl herinde, så snart fotografen har været forbi.
Salgslisten er opdateret
Vi kan pt. udbyde 2 Welsh Cobs til salg - Mailunds Faith og Vicas Simsalabim.
R.I.P Valhallas Welsh Model
Der er i dag blevet sagt farvel til Model. Hendes gigt havde gjort hverdagen træls og smertefuld, så trods Camilla havde forsøgt alt, var der ikke mere at gøre.
Model har været Camillas tro følgesvend de sidste 7 år og har ligeledes fungeret som en god ven, for begge Camillas piger. Hun vil blive savnet af os alle.
Årets 1. føl - Sort hingst
Mailunds Faith folede søndag aften, et skønt sort hingsteføl. Alt forløb som det skulle, og føllet er sundt og raskt. Han er en ordentlig basse, med kraftige ben og et dejligt ponyhovede. Nu skal han blot have lidt tid til, at folde sig helt ud, og så vil der komme bedre billeder af ham.
R.I.P. Ruska Pearly Princess
Det er med knust hjerte, at vi må fortælle at vi har mistet Ruska til akut sygdom (tarmslyng).
Ruska var én af de helt særlige og betød utrolig meget. Hun vil blive savnet for hendes unikke og fantastiske væsen. Vi får aldrig én som hende igen.
Vi har heldigvis hendes datter, som nu forbliver her til minde om Ruska og som fremtidig avlshoppe.
Godt nytår og velkommen til 2022
Lad os satse på at 2022 bliver året, hvor vi vender tilbage til tiden før corona. Vi vil ihvertfald se rigtig meget frem til de mange større arrangementer på hestefronten.
Vi har blandt andet planlagt en tur til Wales og en tur til Internationalt Show i Tyskland.
Lige nu går vi blot, som mange andre og længes efter at vinteren snart slipper sit greb, og lyset og varmen vender tilbage.
Nedtællingen til årets første føl kan også snart påbegyndes, da termin er her i medio marts. Terminen på de næste 2 hopper er med ca. 14 dages mellemrum. Vi forventer at alle 3 føl er landet medio april. Det bliver virkelig spændende, at se hvad hoppemaverne har gemt på de sidste mange måneder.